onsdag den 31. oktober 2012

En anelse buks!

Jeg vil vove at påstå, at jeg har en særlig evne til at springe over hvor gærdet er lavest! Hvorfor gøre tingene på en besværlig måde, når man kan lave lidt om på det og gøre det meget nemmere? Derfor er jeg utrolig dårlig til at følge strikke- og hækleopskrifter! Jeg ender altid med at gøre det på min egen mere simple måde... Og derfor er jeg fan af raglan-sweatre og rundpinde - minimal montering! Hurra! 
De her fine bukser, som jeg har strikket til min yngste søn, er et ret godt eksempel. Strikket fra oven på rundpind og delt op i to på strømpepinde til bukseben. Ikke noget med vendestrik bagpå eller noget. Jeg lavede dem bare "ballon"-agtige nok til at bleen sagtens kan være der! Og så syede jeg elastik ind i linningen, så de sidder rigtig godt.

Her er DIY:

Knap 2 nøgler bomuldsgarn fra Søstrene Grene (Uld kunne også være lækkert!!)
Rundpind og strømpepinde str. 3

Slå 104 m op på rundpind og strik rib (2r, 2vr) rundt, 14 p.
Nu strikkes glatstrik. Øg jævnt fordelt sådan: *2r, slå om, 2r, slå om* hele vejen rundt = 156 m
På næste pind strikkes omslagene med.
Strik glatstrik indtil arbejdet måler 23 cm.

Del arbejdet fra midt bag: 78 m strikkes over på strømpepinde og de resterende 78 m sættes på maskeholder.
Strik 12 cm glatstrik.
Maskeantal halveres når ribben starter: *2r sm, 2r sm, 2vr sm, 2vr sm* hele vejen rundt. Strik 10 p rib og luk af. 
Det andet bukseben strikkes på samme måde.

Sy hullet mellem benene sammen og hæft alle ender.

Sy tynd elastiksnor i linningen ved at sy ind i retmaskerne i ribben på vrangsiden - se billedet.

Wupti! Buks færdig!

Og så fiflede jeg mig frem til den hæklede traktor og lommen.. Jeg kan nok godt lave en DIY, hvis nogen ønsker det. Bare sig til :) Jeg synes resultatet blev rigtig fint, og Sylvester er så sød i dem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar