fredag den 7. december 2012

En lille anelse gran, og så blev det jul!

Efter en uge i varmen på Tenerife, hvor vi kom hjem søndag aften (SKØNT, I might add!) var det lidt svært at komme i julestemning.. Nu har jeg dog - lidt forsinket - fået pyntet min nye advents-stage, købt gran, flettet et par stjerner og pyntet lidt op rundt omkring. Og glögg og godter hos en kær veninde i går, gav mig jul i hele kroppen! Derfor blev jeg nødt til at få købt en bunke gran på vej hjem, og nu er duften af jul også flyttet ind i det lille hjem!



I år har jeg købt en fin hvid adventsstage i Sinnerup, og hvert år kan man jo så bare pynte den som man vil. Jeg er jo lidt pjattet med filtkugler og hækleri, så det skulle min adventskrans også pyntes med! Filtkuglerne har jeg sat i en ring på elastiksnor, så jeg nemt kan pille dem af igen eller bruge lyskransen på en anden stage efter jul... De hæklede stjerner har jeg selv syslet mig frem til, og jeg har lavet en DIY!


Jeg er ikke rigtig til nisser, juledekorationer med ler og kristtjørn, røde og grønne kugler og sløjfer og den slags, og jeg har egentlig ikke så meget julepynt.. Som I nok kan se, er jeg til det simple :)



















Jeg vil lige fremhæve mit kalenderlys! Eller stagen i virkelighed.... Jeg mangler altid en stage til de tykke lys, og jeg har ikke rigtig fundet en, som jeg kunne lide. Derfor måtte jeg være lidt kreativ: Jeg har ganske enkelt fyldt en tom  (og rengjort!) konservesdåse med groft salt og sat mit lys i. Jeg har stabiliseret lyset lidt med tre bundpæle (elefanttråd), så det står sikkert nok til et sofabord, der også bliver brugt som vejbane, garage og byggeplads for alskens tårne :) Et par granduske og et bånd, og så synes jeg faktisk at jeg har mig en rigtig fin kalenderlys-stage/-dekoration! Jeg tror den får lov at leve videre uden gran og med et almindeligt lys (og måske et mindre julet bånd), når lyset er brændt ned over d. 24. december...
Og så er jeg ret vild med den gamle, bulede klokke! Den stammer fra min mands barndom, og spiller så fint "Glade jul, dejlige jul" - lidt falsk og skingert, så det kan høres, at den har mange år bag sig.. smukt! Jeg har dog skiftet den ærgelige, brune grantot og det flossede røde bånd (sådan som jeg overtog den fra svigermor...) ud med en fint lilla bånd.

Det var lidt om min julepyntning!
Glædelig 7. december!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar